Fantastisk støtte fra sponsor.......

På trods af den dystre baggrund har vi en rigtig god nyhed: For et par uger siden fortalte vi, at et af vores teammedlemmer, Karsten, har en søn, Tobias, der atter er ramt af kræft efter at have afsluttet 3 års hård og udmattende kamp mod dette uvæsen. Det gav så megen mening for vores egen baggrund og mission, at Team Nico tilbød Tobias og hans kæreste Malene at betale for rejse og ophold i USA, når vi i juni måned 2019 rammer målstregen efter 5.000 km tværs over USA på 12 døgn med gammelfar på cyklen og teamet - her i blandt Karsten - omkring mig. Nu har en af vores gode venner og samarbejdspartnere, Henrik Nørmølle, Metropol Erhverv, tilbudt at sponsorere alle de omkostninger, der er forbundet med rejse og ophold for Tobias og Malene. Så er det, at vi kniber os i armen og tænker, at vi da godt nok lige er ualmindelig heldige at have så fantastiske personer omkring os, og som på denne måde bidrager mere end man kan forvente ved at støtte både Team Nico samt sponsorere rejse og ophold for disse to dejlige unge menneske. Det er intet mindre end STORT, at man ikke bare i kroner og ører støtter os og vores mission, men også i aller højeste grad tror på lortet. Lige som alle andre, der følger og støtter os..... Af hele hjertet tak for en opbakning langt over det forventelige og en økonomisk hjælp, der gør det hele lidt nemmere. Rigtig god weekend 

#vivilsågerneinspireredig #missionenfortsætter #raam2019 #herewecome#. #cancersucks#viknækkercancer #sættermål #motivation #indsamling #kræftramtebørn #Børnecancerfonden #raamteamnico #raam2019

”Dit barn har kræft” er en sætning, som ingen forældre kan overskue, forstå eller forestille sig.

Når sætningen afsluttes med ordet ”igen” forekommer alt meningsløst, endnu mere uoverskueligt og endnu mere uforståeligt. Når beskeden kommer efter tre års benhård kamp mod dette uvæsen og man som 22-årig tror, at livet langsomt skal vende tilbage til normale forhold uden udmattende kemokure, utallige indlæggelser, transplantationer og ugelange hospitalsophold, så er det svært. Rigtigt svært…….

Selve baggrunden for Team Nico er – som mange ved – min søn, Max`s kræftsygdom, som blev konstateret i 2013. Max er i dag kræftfri og lever en normalt og velfungerede tilværelse uden eftervirkninger af to års behandlingsforløb.

Denne gang drejer det sig om Tobias, der er Ulla og Karstens søn. Karsten er et meget energisk og dedikeret teammedlem i Team Nico.

Tubbe – som Tobias bliver kaldt - var 19 år, da han fik konstateret leukæmi. Planen blev lagt og første skridt var transplantation. Ugen før, at den skulle påbegyndes, måtte transplantationen aflyses pga blodpropper i lungerne, og Tubbe var derfor ikke stærk nok til, at behandlingen kunne gennemføres. Plan B blev indledt med højntensiv kemo, som stod på i mere end to år. Det så ud til at virke, og der blev ikke konstateret forhøjede infektionstal igennem det seneste års tid.

Tubbe var klar til at råbe det forløsende ord ”kræftfri” ud i Verden, og fortælle, at slaget var vundet, da han og familien for to uger siden fik den ubarmhjertige og nådesløse besked om, at kræften var vendt tilbage. Så i stedet for frihed til at leve livet og indhente den fortabte tid i en alder, hvor livet bare bør leves, skal det igen dreje sig om overlevelse i et længerevarende behandlingsforløb, som både socialt og jobmæssigt vil medføre store udfordringer, og endnu en gang giver ham og hans familie og venner ubeskrivelige bekymringer og tanker om, hvad fremtiden bringer.

Heldigvis er han af samme ”type” som min egen Max. Han tager kampen op og VIL vinde den. Han vil med andre ord TRO PÅ L….. som hidtil, hvilket jo har givet så megen mening for vores egen familie. Den indstilling og den kamp ønsker Team Nico at støtte, og vi har derfor besluttet, at vi vil invitere den unge mand og hans kæreste til USA, hvor de vil møde vores team  og gammelfar under afslutningen af den 5.000 km lange cykeltur ved mållinjen i Annapolis den 23. juni 2019. Sammen skal vi fejre gennemførelsen af 12 døgns hårde strabadser tværs over USA gennem to ørkener, over to bjergkæder, gennem 12 stater og tre tidszoner med temperaturer mellem 2 og 52 grader. En udfordring, som gennem løbets 40-årige historie blot har haft 566 deltagere fra hele verden. Heraf har ca. halvdelen gennemført.

Vi besluttede nemlig efter deltagelsen i Verdens hårdeste cykelløb i 2016, at vi ikke bare kunne stoppe vores mission om at inspirere og motivere andre til at sætte sig mål og holde fokus mod fremtiden, når man rammes af alvorlig sygdom. Mange mennesker har fulgt vores aktiviteter, og ikke mindst personer, som i et eller andet omfang er berørt af den forfærdelige sygdom cancer, har vi fået mange reaktioner og opmærksomhed fra. Derfor deltager vi på ny i Race across America og næste gang vil kæden også være stram og fortsat give så megen mening. Vi tror på l..... og glæder os til at se Jer i Annapolis, Maryland den 23.juni 2019, Tobias og Malene.

Udgifterne til rejsen vil ikke få indflydelse på vores indsamling til kræftramte børn gennem Børnecancerfonden?..

Vi håber på din fortsatte støtte og opbakning til vores mission og aktiviteter, og at du også fremover vil følge os på her på siden, på www.team-Nico.dk, Instagram og andre steder. Den betyder ALT for os.....

Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System