BESLUTNING OM AT DELTAGE FOR TREDJE GANG I RACE ACROSS AMERICA !

Lørdag kl 10 startede gammelfar 24 timers non-stop cykling i Helnæs24 på Fyn for at banke rusten af både cyklen og kroppen.
Og det gik godt, sådan for alvor rigtigt godt...
Fra en målsætning uden andet mål end at sidde på cyklen i så megen tid som muligt i de 24 timer, steg forventningerne til mig selv undervejs og pludselig kunne jeg fornemme en mulighed for at nå det magiske kvalifikationskrav for deltagelse i Race across America på 643,7 kilometer (400 miles) som jeg tidligere har opnået i både 2015 og 2017 samt naturligvis også kvalificeret mig flere gange undervejs i Race around Denmark i 2017 og 2018.
    
Det var første gang (bortset fra 12 timers testen for 3 uger siden), jeg cyklede langt siden jeg besvimede på cyklen i Colorado for et år og to måneder siden, og det bliver samtidig starten på den næste rejse, nemlig deltagelse i Verdens hårdeste cykelløb Race across America for tredje gang i enten 2022 eller 2023 - afhængig af udviklingen med hensyn til Corona-situationen. Det blev besluttet for en uge siden.
Og den er go nok. Gammelfar er hverken gået helt fra snøvsen i sommerheden eller blevet uligevægtig på grund af fremskreden alder .
Efter at Max kom igennem kræftforløbet på den bedste måde, har vores farfar derimod kæmpet en ulige og uretfærdig kamp mod kræften igennem 12 år, og vi har for få dage fået den triste besked, at et nært familiemedlem er ramt af både lymfe - og brystkræft.
Derfor kan vi simpelthen ikke lade være med fortsat at forsøge at inspirere andre til at tro på lortet, når det ser allermest håbløst ud.
For det gør vi nemlig selv. Altså tror på lortet. Ellers kunne man vel ikke få så vanvittig en ide. Igen - igen - igen.....
Halvdelen af teamet er klar, og vi håber, at du vil følge os hele vejen. Det betyder ALT for os .
Kærlig hilsen
Team Nico
PS: Vi deltog i Helnæs24 med det mindste set-up uden følgebil eller team. Der var kun fruen og gammelfar, og ambitionerne rækkede inden start ikke til hverken rekordforsøg eller resultater. Det gjaldt først og fremmest bare om at træde pedaler så meget som muligt i et døgn mens fru Nicolaysen klarede tjansen som madmor, mekaniker, fotograf, mediecrew, vandbærer og samlede sutten op, når gammelfar tabte den . 
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System