836 likere på Facebook

836 "likere", "synes om"`er, venner, følgere.

Uanset betegnelsen er det et imponerende antal personer, som indtil nu har fulgt vort projekt.

Det er vi dybt taknemmelige over, idet vore muligheder for at nå vort mål er så dybt afhængige af den opmærksomhed, som du har valgt at give projektet.

At nogle vælger at gå endnu længere ved at støtte på områder, hvor de mener, at de kan byde ind, er mindst lige så fantastisk. Kontante bidrag, tilbud om praktiske håndsrækninger, videreformidling og henvisning af vore budskaber og forskellige forslag til eksponering af projektet er en hjælp, som betyder mere end I forestiller Jer, og listen er lang - meget lang.

Så sent som forleden kom der en meddelse fra Iben Thomsen, som jeg ikke har set eller mødt i flere år. Hun mente, at Chris MacDonald godt kunne tåle at høre om vort projekt og efter foredraget med Chris som hun deltog i, fik Iben en aftale med ham om, at vi kunne kontakte ham, hvilket nu er sket. Det er af uvurderlig værdi, såfremt han på et tidspunkt vil involvere sig i vort projekt. 

Alle ambassadørerne er naturligvis på listen, og vil blive vist både her på facebook og på den hjemmeside, som indenfor et par måneder bliver født ved hjælp fra NEWWWEB ApS og Morten Nyborg.

Det er heldigvis en liste, der hele tiden vokser, og har du mulighed for at tilbyde din hjælp - om det er småt eller stort - hører vi naturligvis gerne fra dig. Det kan være alt fra en indgangsvinkel til flybilletter, materiel under projektet, naturalier af forskellig art eller måske muligheder, som vi ikke selv har tænkt over. Under alle omstændigheder håber vi på din fortsatte opbakning her på siden og måske en invitation til en ven eller en deling af siden. 

Teamet er i disse dage ved at definere fordeling af medlemmernes roller samt indsamlingsmidler til hhv projekt og kræftramte familier med børn, så vi er helt "klare i spyttet" for at der ikke opstår tvivl omkring de økonomiske forhold i det flere hundrede tusinde kroner dyre projekt. Det er en stor mundfuld, men vi tror på lortet.......

Heldigvis er alle ønsker om teamets sammensætning opfyldt, og det er en stor glæde, at følgende personer - ud over Max Nicolaysen (chauffør), Carina Rützou (kommunikation), Dorte Larsen (økonomi/service), John Refsgaard (økonomi/chauffør) og Bettina Refsgaard (rute/service/rejseplaner) - nu har givet endeligt tilsagn om deltagelse i teamet:

Kaj Nielsen og Dorte Nielsen - Rute, transport og Service

Jesper Holmelund - læge

Inge Reenberg - sygeplejerske og service

Lars-Henrik Thomsen - massør, rute

Theis - mekaniker.

Desuden er - som tidligere nævnt - Helle Eriksen, act2learn-Sundhed, tilknyttet med opgaver indenfor kost og træning ligesom Claus Ottesen i dag har accepteret indbydelse til teamet som sparringspartner i forskellige forhold.

Endnu en gang tak for DIN indsats og DIN opbakning. Den betyder mere end du tror.

Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System