NYHEDSBREV og JULEHILSEN 22.12.21

Vi og Team Nico ønsker dig og din familie Glædelig Jul og et knaldhamrende Godt Nytår.
Med denne julehilsen vil vi gerne samtidigt orientere dig om vores aktiviteter.
Missionen fortsætter, og kæden er stram under forberedelserne til den tredje deltagelse i Verdens hårdeste cykelløb Race Across America i juni 2023.
Dorte og jeg er netop vendt hjem fra et ugelangt træningsophold på Gran Canaria.
Team Nico er tilmeldt Race Around Denmark i maj 2022, hvor der venter 1.600 km og 10.000 højdemeter på under 4 døgn. Derefter følger 6-12-24 Hour World Time Trial Championships i november i Borrego Desert, Californien.
I uge 12 går turen på ny til Gran Canaria, og måske vil Team Nico få følgeskab af Bubber og et TV-hold i forbindelse med en 24-timers event, hvor jeg cykler en rundstrækning på 20 km. Planerne er allerede drøftet med Bubber, og alternativt kunne det være i forbindelse med Team Nico`s deltagelse i Race around Denmark.
Bubber vil selv cykle med en del af vejen, og vi håber, at vi - måske med DIN hjælp (se vedlagte sponsorflyer) - kan gennemføre planerne, så interessen for Team Nico under deltagelsen i Race across America i 2023 kan optimeres yderligere. Har du en spændende ide, tager vi gerne imod.
Der er desuden planlagt ophold på Mallorca i uge 17 og i uge 30. I uge 50 går turen atter til Gran Canaria, så gammelfar kan holde sig skarp til 2023. Og det er nødvendigt med disse ophold af hensyn til bjergtræning.
Toppen af Rocky Mountains - Wolf Creek i Colorado - ligger i 3,5 kilometers højde med en stigning på 82 kilometer. Der venter over 52.000 højdemeter og 5.000 kilometer tværs over USA under de 12 døgn i helvede, som gammelfar og teamet vil opleve i juni måned 2023.
Cykelnetværket SPAR NORD/REDMARK “Vendsyssel Rundt” med Team Nico som medspiller er nu realiseret og 85 forventningsfulde deltagere fra SPAR NORD-områderne Nørresundby - Brønderslev - Hjørring - Frederikshavn er i fuld gang med forberedelserne, der kulminerer i juni 2022 med en to dages cykeltur på ca. 350 kilometer i Vendsyssel.
Allerede i starten af det nye år afholder vi på ny vores populære 4 timers spinning-maraton i Haraldslund, hvor bl.a. den tidligere Verdensmester og Europamester i Triatlon, Camilla Pedersen deltager som instruktør.
Du kan vælge at cykle alle 4 timer selv eller dele din cykel med en ven eller flere. Vi sørger naturligvis for, at de nye restriktioner vedrørende afstandskrav mm overholdes, og udvikler Corona-situationen sig, udsætter vi arrangementet.
Husk, at din virksomhed, din personaleforening, sportsklub mv altid kan få gammelfar til at dreje indenom og fortælle om mission, mål og motivation. Om at tro på lortet og om nogle vanvittige cykelture i USA og Europa. Du sender bare en besked - så får du materiale om et meget spændende foredrag med flotte anmeldelser.
Husk også, at du stadig kan nå at komme med på cykelholdet Team Nico Sponsor Cycling, der kører sig glade i låget under trygge rammer i et stærkt sammenhold på landevejen. Vi er 35 glade motionister, og har også plads til DIG !
Vi håber, at du fortsat er med hele vejen. DIN støtte er uvurderlig og betyder ALT for os.
PS: Med vores garanti for yderligere minimum 50.000kr i donation i 2023 til kræftramte børn gennem Børnecancerfonden, har vi indtil nu indsamlet i alt 203.000kr. Det må meget gerne blive endnu flere inden vi når mållinjen i Annapolis, Maryland…
Kærlig hilsen
Team Nico
Dorte og Stig
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System