NYHEDSBREV 29. august 2020: RACE ACROSS AMERICA - vi er på vej !

Kære ven og samarbejdspartner.

 

 

Jeg håber, at du og din familie har haft en dejlig sommer trods den triste situation med hensyn til Covid19.

 

Siden jeg besvimede og faldt af cyklen for over et år siden kort før Wolf Creek i Colorado, har der ikke været megen aktivitet omkring Team Nico. Bortset fra overrækkelsen af det indsamlede beløb på 150.000kr til direktøren for Børnecancerfonden, Marianne Benzon Nielsen indsamlet i perioden omkring mine to deltagelser i Verdens hårdeste cykelløb, Race across America.

 

Men det betyder ikke, at tiden har stået stille. 

 

Rent fysisk har jeg været i sadlen stort set hver eneste dag, dog på mine almindelige racercykler fra Principia Bikes / H F Christiansen A/S i Randers. En del af de ca 18.000 kilometer, der indtil nu er cyklet i 2020, har været i det bedste selskab med vores søde deltagere i sundhedsforløbet Team Sundhedspedellen. Det femte forløb, hvor vi cykler os glade i låget og får en sund livsstil med en sjovere hverdag, starter i slutningen af oktober måned. (Der er informationsmøde torsdag den 3. september i Haraldslund Vand og Kulturhus kl. 19, hvis du har lyst til at høre nærmere).

 

Men nu går den ikke længere. Altså med at cykle uden en målsætning. For 4 uger siden satte jeg mig på enkeltstart-cyklen for første gang i et år og tre måneder.

 

Rusten skulle bankes af både krop og cykel, og tre dage senere gennemførte jeg en 12-timers test, som gik over forventning med 366 km indsat på kilometer-kontoen.

 

Som alle andre sportsbegivenheder har cykelløb været ramt af Covid19-situationen og stort set alt er blevet aflyst, herunder Midt24 som jeg skulle have deltaget i i juni måned. 24 hours World Champion Ship i oktober gennemføres, men af indlysende grunde tager vi ikke til USA. Til gengæld blev Helnæs24 gennemført i døgnet 15-16. august, og her var jeg på startlinjen, mens Dorte sørgede for væske, mad, mekanik, salt og sukker samt samlede sutten op, når jeg fik lidt ondt af mig selv under løbet.

 

Formålet var blot at sidde på cyklen så længe som muligt i 24 timer. Resultat og antal kilometer betød mindre, men det lykkedes at få en god start og så kunne cirkushesten lugte savsmuld. Du kan se mere på hjemmesiden, facebook-siden og Instagram.

 

Resultatet var, at jeg cyklede 658 kilometer, altså en del kilometer mere end de 400 Miles (643 km) som er kvalifikation til Race across America. Det var sjette gang jeg på flere måder kvalificerede mig til RAAM.

 

Allerede inden deltagelsen i Helnæs24 var der dog truffet en stor beslutning i vores familie. Nemlig at Team Nico deltager i Race across America for tredje gang i enten 2022 eller 2023, afhængig af udviklingen i Covid19-situationen

 

Mens Max kom igennem kræftforløbet på den bedste måde, har min far derimod kæmpet en ulige og uretfærdig kamp mod kræften igennem 12 år, og vores familie fik for et par uger siden den triste besked, at et nært familiemedlem er ramt af både lymfe - og brystkræft.

 

Derfor kan Team Nico simpelthen ikke lade være med fortsætte vores mission, nemlig at forsøge at inspirere andre til at ”tro på lortet”, når det ser allermest håbløst ud. 

 

For det gør vi selv. Altså tror på lortet. Ellers kunne man vel ikke få så vanvittig en ide. Igen - igen - igen.....

 

Teamchef John Refsgaard, Dorte og Max samt to andre tidligere deltagere i teamet er klar, og vi mangler 3-4 personer for at have hele holdet med kompetente teammedlemmer klar. Og det får vi.

 

Vi håber, at vores trofaste og loyale samarbejdspartnere vil støtte os endnu engang og at nye samarbejdspartnere vil hjælpe med at føre vores mission videre. Vedlagt finder du en opdateret beskrivelse af Team Nico samt en redigeret sponsorflyer. Ud over indsamling til vores deltagelse i Race across America samler vi naturligvis fortsat midler ind til kræftramte børn gennem Børnecancerfonden, som vil modtage alle midler efter at vores omkostninger til forberedelse og deltagelse i Race across America er dækket. Nøjagtigt som vi gjorde i 2016 og 2019.

 

Din støtte og opbakning betyder ALT for os. Vi garanterer til gengæld, at vi på ny vil forsøge at skabe så stor opmærksomhed omkring vores aktiviteter, at din virksomhed kan blive eksponeret i størst muligt omfang ligesom en af ydelserne er et foredrag for dine medarbejdere og samarbejdspartnere om vores mission, mål og motivation og om at tro på lortet. Anmeldelserne fra de ca. 50 afholdte foredrag er fine, og du kan rekvirere alt materiale omkring foredrag når som helst.

 

Endnu engang tak for din store støtte og opbakning. Vi glæder os til det fremtidige samarbejde.   

 

 

Kærlig hilsen

 

Team Nico

Dorte og Stig Nicolaysen

Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System