Godt Nytår
Et temmelig usædvanligt år nærmer sig sin afslutning, og et – om muligt - endnu mere specielt nyt år er på vej.
Højdepunkterne i 2015 var i særklasse min søn, Max`s ”frikendelse” for cancer. En lettelse af den anden Verden, som vi er dybt taknemmelige over og ubeskriveligt glade for.
Dernæst et meget anderledes bryllup, hvor jeg blev viet med kvinden i mit liv, Dorte. Dette vidunderlige, skønne og fantastiske menneske, som mange kender som et ualmindeligt smilende, glad, varmt og dejligt menneske med det store overblik, og som desuden er min bedste ven og legekammerat. Jeg er stolt og meget glad for hendes ”JA” til mig og borgmesteren på Gl. Torv kort før afgang den 3. juli med Team Rynkeby til Paris. Et bryllup og en bryllupsrejse, som vist ikke er set nogensinde før, og som blev vist på landsdækkende TV2.Endelig har forberedelserne til Race Across America – små 5.000 km på cykel over 12 døgn – i høj grad haft indflydelse på hverdagen. I forsøget på at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at holde fokus på fremtiden og sætte sig mål, selv om man rammes af alvorlig sygdom samt indsamle midler til Børnecancerfonden, er der blevet trampet pedaler til den store guldmedalje. 31.429 km og en måned, tre uger, 23 timer har været tilbragt i cykelsadlen i 2015. Dorte har været med en tredjedel af vejen, hvilket i sig selv er imponerende, og nu er der blot 162 dage til starten går i Californien.
Det har i sandhed været et stort år, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har fulgt vores families kamp mod Cancer, deltagerne fra Team Rynkeby Nordjylland for engagementet gennem de seks år, jeg har været træningsansvarlig, og hvor der på landsplan i perioden er indsamlet over 100 mio kr. til kræftramte børn. Også en tak til Børnecancerfondens direktør Marianne Benzon Nielsen for en personlig julehilsen med vedlagt en rapport om de seneste 20 års konstante fremgang mht helbredelsesprocenten for kræftramte børn samt en tak for mit engagement for sagen. Det varmer...
En speciel tak vil jeg rette til de næsten 1.600 personer og de virksomheder, som følger vores aktiviteter på facebook-siden RAAM-Team Stig Nicolaysen 2016 - in Fight for Children with Cancer. Tak for likes og delinger af opslag, for kommentarer, når vi er på landevejen, og for den økonomiske støtte via mobile pay på 2664 5806 og anden bistand som donationer af malerier, sponsorater til events til vores projekt og indsamlingen til Børnecancerfonden. indsamlingsaktiviteter, der lige nu er i fuld gang, om som fortsætter indtil afgang mod LA, USA den 6. Juni 2015.Det er overvældende, det er helt fantastisk og ikke mindst SÅ vanvittigt motiverende, når kriserne ”kradser” som de f.e.x. gjorde under deltagelsen i Race Around Ireland– 2.067 km blev det til – på fem døgn og 14 timer. Så gi'r din kommentar mening, når den sendes over radioen til mig fra følgebilen....
Det er JER, der gør, at vi er klare i spyttet, når vi siger, at vi ”tror på lortet” !Tusind tak – og rigtigt godt nytår.