Danmark Rundt - endnu en gang.......
Efter Race around Denmark i begyndelsen af juli er Stig klar til igen at cykle Danmark Rundt. Denne gang cykler Stig dog ikke alene. Og heller ikke så lange etaper. Han har nemlig valgt tage imod invitationen fra Claus Bodenhoff, en gammel ven fra tiden med Team Rynkeby. Claus har de seneste tre år cyklet en uge rundt i Danmark for at samle penge ind til kræftramte børn, som Team Nico jo også støtter, og samlede i 2016 næsten en mio kr. ind til Børnecancerfonden. Claus har været i tvivl om, hvorvidt han selv vil være i stand til at cykle hele vejen, og derfor er Stig inviteret med som en del af projektet og af den styregruppe, der står bag aktiviteterne, her i blandt Jens Veggerby. Stig har taget en uge fri fra jobbet, og cykler fra Aalborg til Grenå mandag den 7. august, og følger derefter med teamet rundt i Danmark med afslutning i Frederiksværk den 15. august, hvorefter Stig cykler hjem til Aalborg. Dog med en lille pause undervejs på færgen fra Odden til Århus.